Demokratiske Muslimer tager kraftig afstand fra den måde medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom på et møde i sommer har nedgjort muslimer og profeten Muhammed. Der er tale om medlemmer af et politisk parti, der udgør regeringens parlamentariske grundlag, og på den baggrund kan disse handlinger ikke blot betegnes som værende et festligt indslag ved en privat ungdomsfest der ikke burde være kommet ud til offentligheden. Det nytter heller ikke at give pressen skylden for at nyheden slap ud.
Netop med baggrund i læren fra Mohammedkrisen, må man formode, at Dansk Folkepartis øverste ledelse fuldt ud har været klar over hvilke konsekvenser en sådan nedgørende handling kan få. Ydermere kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er der foregår, når et partis ledelse ved at undlade at tage afstand fra sin ungdomsafdelings handlinger, er med til at blåstemple nedgørelsen af både muslimer og islam. De seneste dages megen opmærksomhed i de muslimske og arabiske medier omkring tegningerne fra Dansk Folkepartis Ungdom giver anledning til bekymring.
Demokratiske Muslimer opfordrer ansvarlige personer både i den arabiske og muslimske verden og i Danmark til at gøre en indsats for at dæmpe gemytterne, og opfordre til forståelse og tilgivelse frem for at opildne til stærke handlinger eller hadsk retorik.
Det her handler ikke om ytringsfriheden, som Demokratiske Muslimer på alle måder støtter. Det handler om, at det nu er tid til at bygge bro, og arbejde på gensidig forståelse, i stedet for at opfordre til gensidig vrede.
En stor del af det ansvar ligger i dag hos Dansk Folkeparti, der efter Demokratiske Muslimers mening skylder både den islamiske verden og danskerne en forklaring på, hvordan det her kunne ske, og som også bør forklare den muslimske verden i utvetydige vendinger, at denne opførsel på ingen måde er repræsentativ for den danske befolknings forhold til muslimer og islam generelt.