Udskriftsvenlig side

Kære kulturmuslimer, verdslige muslimer, moderate muslimer, ”den anden stemme” eller hvad vi nu vil kalde os

Først til de der var til formødet den 12. december: Tak for sidst, det var meget konstruktivt og inspirerende! Siden Weekendavisen omtalte vores møde, er der kommet endnu flere henvendelser og til dem vil jeg gerne sige: velkommen til!
Som I sikkert har bemærket, har der også siden Weekendavisens omtale været en del presseomtale af vores netværk.

Jeg kan mærke, at der er mere end nogensinde er brug for vores netværk. Især efter at repræsentanter fra Muslimsk Trossamfund har været i Egypten og andre lande og misinformere om forholdene i Danmark. Der er ingen tvivl om, at deres tiltag graver grøfterne endnu dybere.

Så meget desto mere grund til at vores netværk får et solidt fodfæste og får bygget bro og synliggjort ”den anden stemme”.
Jeg ved, at vi i netværket ikke er enige om alt. Men det er netop det fine ved det – det behøver vi heller ikke at være! Så længe vi er enige om at synliggøre den fornuftige, tolerante, konstruktive og dialogorienterede stemme.

Der er også kommet en masse positiv respons fra ”oprindelige” danskere, der er glade for endelig at kunne se og høre, at der er andre stemmer i debatten. Samtidig er der også kommet nogle harske reaktioner fra den mere fundamentalistiske side, men det bekræfter mig kun i kun i, at vi er ved at gøre det rigtige.




Derfor vil jeg gerne indkalde til et nyt møde:
Lørdag den 4. februar 2006 fra kl.12.00-16.00 i Landstingssalen på Christiansborg

Vi mødes helt uformelt for at finde ud af hvordan vi kommer videre med vores netværk.
Jeg mener dog, at det er vigtigt, at vi på mødet får opstillet nogle meget konkrete forslag til, hvordan vi både sammen og hver især kan arbejde for at få ”taget dagsordenen i debatten tilbage.”

For eksempel blev vi sidst enige om, at det ville være godt, hvis netværket kunne mødes 2-4 gange om året, og at vi f.eks. skal invitere toneangivende, demokratisk indstillede teologer til DK – som f.eks. Bassam Tibi og Nasr Abu-Zied – for fortælle om, hvordan man kan kombinere modernitet, demokrati og islam.

Personligt kunne jeg i tilgift også godt tænke mig nogle spontane aktiviteter, f.eks. hvis nogle tåbelige imamer kommer med nogle helt absurde udtalelser – at der så med det samme blev reageret fra netværkets side. Eller hvis Hizb Ut-Tahrir arrangerer nogle af deres møder, at netværket så kunne arrangere et ”modmøde” på samme dag og tid.

Vi talte også meget om på mødet at oprette hjemmeside, som både skulle være debatforum og kildenetværk for medierne. Vi vil gerne stille flere stemmer til rådighed, så det ikke kun er de ortodokse, der får taletid i medierne, og så det bliver synligt i offentligheden, at der er andre røster i debatten. Og så selvfølgelig løbende skrive kommentarer og debatindlæg om relevante emner. Alle de ting kan vi snakke om den 4. februar.

På nuværende tidspunkt har jeg ca. 50 henv. Men min ambition er, at vi bliver omkring 100 fornuftige muslimske sjæle den dag.
Så hvis I kender nogen, der er på bølgelængde med os, så er de velkomne. Men det er et krav, at jeg får navnene/tilmeldingerne på forhånd – af hensyn til reglerne om adgang og sikkerhedskontrol i Folketinget.
Og så har jeg tænkt mig at gøre det offentligt i forhold til pressen m.v. således at der bliver mest mulig synlighed omkring sagen. En anden vigtige årsag til at gøre mødet åbent, er at offentligheden via medierne skal have fri indsigt i initiativet (i kontrast til Hizb Ut-Tahrirs selektive pressepolitik), fordi netværket ikke har noget at skjule og ikke ønsker at sortere medierne i "gode" og "onde".

Jeg håber, at I møder talstærkt op – det er en sag, der er for vigtig til at overlade til andre.
Send derfor snarest tilmelding – navn, mail og tlf.nr.

Vel mødt!
Naser